Lad os finde Kong Harald-tonen frem

Mangfoldighed og inklusion i skolerne har i den grad været på agendaen siden det kom frem, at rektoren på Langkaer Gymnasium havde besluttet at samle elever med etnisk dansk baggrund i tre klasser, hvor de udgør 50 % af eleverne. Resten af gymnasiets 1.G-klasser blev dermed klasser udelukkende med danskere med anden etnisk baggrund. Argumenterne var, at støtte integrationen i 50/50 klasserne og, at de unge har brug for at være i grupper med nogen de identificerer sig med. Det var ikke en god løsning, men det var den mindst ringe løsning, lød det, hvis ikke de unge etniske danskere skulle ende med at søge væk fra gymnasiet. Elevrådsformanden bakkede op med samme argument.

Debatten har siden da afspejlet temaets kompleksitet og dilemmaer, men desværre også hvordan integrationsproblemstillinger bliver misbrugt til at skabe splid via os-og-dem retorik, som når Inger Støjberg fremlægger at; ”Det handler om danske unge, der er blevet en minoritet på deres eget gymnasium”. Eller når en professor som Niels Egelund, følger debatten op med en udmelding om,; ”… at man er nødt til at skabe et miljø, hvor danske børn ikke er en minoritet”.

Alle de unge de taler om, er danskere.

En integrationsminister og en professor i socialpædagogik, der bruger deres magt til retorisk eksklusion af grupper af danske unge i vores uddannelsessystem er mere end ubetænksomt.

Gymnasiet tilhører alle de unge, som er kvalificerede og interesserede. Det er en kæmpe sejr, at antallet af gymnasieegnede unge stiger blandt unge danskere med anden etnisk baggrund. Det bør fejres. Og vi kan takke de unge selv for deres indsats, men ofte også deres forældre, som har bakket op hjemmefra og sørget for at skubbe på.

En integrationsminister og en professor i socialpædagogik, der bruger deres magt til retorisk eksklusion af grupper af danske unge i vores uddannelsessystem er mere end ubetænksomt.

Jeg forstår frustrationerne hos danskere med anden etnisk baggrund, som er født på Rigshospitalet og vokset op med Bamse og Kylling, men alligevel bliver omtalt som udefrakommende ikke-danskere. Jeg forstår, hvis Danmark nogle gange kan føles som en lille ø, hvor ingen beboere regnes som indfødte før de har været her i syv generationer.

I Norge holdt Kong Harald den 1. september en tale i anledningen af sin 25 års regeringsperiode, hvor han sagde, at; ”Nordmænd er engagerede unge og livserfarne gamle. Nordmænd er enlige, skilte, børnefamilier og gamle ægtepar. Nordmænd er piger, som kan lide piger, drenge, som kan lide drenge og piger og drenge, der kan lide hinanden. Nordmænd tror på Gud, Allah, Alt og Intet… Nordmænd er nordlændinge, trøndere og sørlændinge – og folk fra alle andre regioner. Nordmænd er indvandret fra Afghanistan, Pakistan og Polen, Sverige, Somalia og Syrien…

Hvis den grundlæggende indstilling i integrationsdebatten var mere præget af Kong Harald-retorikken, tror jeg vi alle sammen ville føle os mere trygge og have modet til at teste forskellige løsningsmodeller af i forhold til bedst mulig inklusion og integration.

Jeg forstår kritikken af, at klasse-inddelingen er sket på baggrund af elevernes navne. Det i sig selv er problematisk, og derudover er de unge så uendeligt meget mere end deres etniske baggrunde. Når det er sagt, så synes jeg vi skal forholde os undersøgende og nysgerrigt til løsninger, hvor intentionerne er integration og at støtte en mangfoldig skolekultur.

I den forløbne uge har vi hørt flere af de unges stemmer. I Politiken beskriver Einar Bang Therkildsen, hvordan det var at være én ud af fire etnisk danskere i en klasse med primært danskere med anden etnisk baggrund, og meget præcist beskriver han, hvordan det opleves at være en minoritet: Du er ikke længere dig selv, du er ”danskeren”. Det er velkendt at det ikke er særlig rart at blive reduceret til din etnicitet, dit køn eller din religion. Og derudover er det veldokumenteret, at personer som tilhører en underrepræsenteret minoritetsgruppe meget ofte bliver gjort til talspersoner for deres køn/race og føler sig tvunget til at udtrykke holdninger og synspunkter som er karakteristiske for deres minoritetsgruppe. Når der derimod er balance, får du friheden til at være dig selv med alle de nuancer du indeholder.

Det er vigtigt, at vi husker den læring; at alle minoritetsgrupper kan have brug for at blive styrket og samlet, som man gjorde det med de danske elever på Langkaer Gymnaisum. At det kan give mening at samle danskere med etnisk minoritetsbaggrund, eller kvindelige eller mandlige studerende på studier, hvor de er stærkt underrepræsenterede. At det kan være nødvendigt at lave nogle instrumentelle greb, for at sikre bedst mulig læring, teams og resultater.

I USA, hvor man har meget længere tids erfaring med et multikulturelt samfund har Højesteret tilladt uddannelsesinstitutionerne at basere deres indtag på baggrund af ansøgernes etnicitet. Tesen som institutionerne har fremlagt er, at når studerende med forskellige baggrunde og perspektiver samles bliver de tvunget til at forsvare og endda omformulere deres respektive verdenssyn – og at mangfoldighed derudover beriger vores syn på os selv såvel som på hinanden.

Når der er balance i klasselokalet øges kontakten og venskaberne mellem de to grupper. Venskaber resulterer i øget kulturel læring og tilhørsfølelse som faciliterer øget faglig læring.

Samtidig kan det være en idé i at sammensætte klasser så minoritets- og majoritetsgrupperne bliver numerisk lige store. I et studie af Baysu, Phalet og Brown (2014), der undersøgte tyrkiske minoritetsbørns succes i østrigske og belgiske skoler, fandt forskerne, at, når der er balance i klasselokalet, øges kontakten og venskaberne mellem de to grupper. Venskaber resulterer i øget kulturel læring og tilhørsfølelse som faciliterer øget faglig læring.

Ligeledes viser et studie af 100+ teams fra 17 forskellige lande at en ligelig fordeling af mænd og kvinder giver en optimal effektivitet og, et andet omfattende studie af arbejdsmiljø på både offentlige og private arbejdspladser i alle EU landene, at både mænd og kvinder oplever markant højere velvære på arbejdspladsen når begge køn er repræsenteret. Der er med andre ord, meget der tyder på, at det er værd at stræbe efter en ligelig fordeling af både køn og etnicitet, når det overhovedet er muligt.

Lad os se på Langkaer Gymnasium som et eksperiment; evaluere initiativet og se, hvor de er henne om tre år. Prøve andre modeller af andre steder. Lade de unges stemmer blive hørt – hvad har fungeret og hvad har ikke fungeret? Udvikle nye idéer; lad gymnasierne fra Risskov og omegn blive venskabsklasser med Langkaer og omegns klasserne. Lad de nordkøbenhavnske gymnasier lave projekter og udvikle mangfoldighedsstrategier sammen med gymnasierne i det sydlige København. Lad os sikre, at alle gymnasielever har mangfoldighed og inklusion som en del af deres skema.

Imens kan vi andre finde Kong Harald tonen frem, og sende tydelige signaler om, at vi er stolte af ALLE de unge. Vi har ansvaret for at skabe en god, tryg og inkluderende tone

Eleverne får brug for de her færdigheder. Hele arbejdsmarkedet har i stigende grad brug for mangfoldighed og inklusionskompetencer. Vi har brug for mennesker, der er kompetente udi at arbejde sammen med folk, der har vidt forskellig baggrund og tankemønstre fra dem selv. Verden forandrer sig, arbejdsmarkedet, ændrer sig løbende til det mere globaliserede. Og de unge lige nu er i høj grad eksponeret for den udvikling.

Imens kan vi andre finde Kong Harald tonen frem, og sende tydelige signaler om, at vi er stolte af ALLE de unge. Vi har ansvaret for at skabe en god, tryg og inkluderende tone og bevidsthed, så det er trygt at gå ud og fortælle om sine udfordringer med at være en minoritet af alle slags. Og så vi imødegår forsøg på at finde løsninger med en nysgerrighed, og opfølgning i jagten på ’best practice’.