40 år med ligelønslov – og vi er stadig ikke i mål

”Women, take today off”. I onsdags foreslog New York Magazine at kvinderne gav sig selv en fridag til at sunde sig ovenpå Donald Trumps sejr, og for at samle kræfter til at kæmpe videre for et samfund med lige respekt for kvinder og mænd. Det er bestemt tiltrængt, begge dele; at sunde sig og at kæmpe videre.

“Women, take today off”. I onsdags foreslog New York Magazine at kvinderne gav sig selv en fridag til at sunde sig ovenpå Donald Trumps sejr, og for at samle kræfter til at kæmpe videre for et samfund med lige respekt for kvinder og mænd.

En samling af de danske fagforeninger (FOA, HK, 3F, SL og Sundhedskartellet) synes kvinder fortjener mere end bare en enkelt dag fri, ikke på grund af Trump, men på grund af den kønsbestemte mangel på ligeløn, som stadig findes. Fagforeningerne foreslår, at dagen i dag er kvindernes sidste arbejdsdag i 2016, for at udligne at danske kvinder tjener i gennemsnit 15,7 procent mindre end danske mænd. Lønforskellen er baseret på timeløn og altså korrigeret for nedsat arbejdstid. Det er ”SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd” som leverer ligelønsrapporterne. Hvis regnskabet skal gå op, og kvinder tilsvarende skal arbejde 15,7 procent mindre, betyder det altså, at alle danske kvinder skal holde fri fra og med i dag og resten af året – med løn vel at mærke.

En del af forklaringerne findes i det kønsopdelte arbejdsmarked hvor typiske kvindefag ikke vurderes lønmæssigt lige så værdifulde som typiske mandefag. En præmis som dækker ca. 2/3 del af lønforskellen. Og som vi burde gøre op med. Men selv når man korrigerer for denne kønsbestemte skævvridning af aflønning på grund af brancher og sektorer, er der stadig en lønforskel på 4-7 procent mellem mænd og kvinder. Som vel kan berettige til, at kvinder om ikke andet skriver på CV’et, at de arbejder pro bono for samfundet fra omkring den 9. december og året ud.

I mandags demonstrerede kvinderne i Frankrig mod den lønforskel, der betyder, at kvinder i Frankrig også i gennemsnit tjener ca. 15 procent mindre end mænd. Initiativtagerne bag demonstrationen forlod arbejdet kl. 16:34, og proklamerede at al arbejde udført af kvinder hereafter og indtil årsskiftet bør ses som frivilligt.

Selv med alle korrektioner er der stadig en lønforskel på 4-7 procent mellem mænd og kvinder.

Frankrig var inspireret af Island, hvor tusinder af kvinder den 24. oktober forlod arbejdet før tid for at gå på gaden og demonstrere mod det kønsbestemte løngab, der også er i Island. Helt præcist gjorde de arbejdsdagen to timer og 22 minutter kortere, for at illustrere den gennemsnitlige lønforskel på knap 30 procent. ”Kvindernes Fridag i Island” er blevet markeret siden 1975. Lønuligheden er mindsket over tid, og hvor arbejdsdagen sluttede kl. 14:12 i 2005, forlod kvinderne i 2016 først arbejdet kl. 14:38. I Island vil den udvikling betyde at, hvis ikke der bliver grebet ind, vil der først være ligeløn i 2068. Men nu har den islandske regering sat som mål, at der skal være ligeløn i 2022.

I Danmark har ligelønsloven 40 års jubilæum i år; en god anledning til at gøre status og sætte ambitioner for at leve op til loven. Særligt også når rapporterne fra SFI viser, at lønforskellen herhjemme stort set ikke har ændret sig de sidste 35 år. Uligelønnen er også en af de faktorer, der påvirker pensionen, således at danske kvinder, ifølge Danmarks Statistik, i gennemsnit har ca. 26 procent mindre i pensionsopsparing end danske mænd, når de forlader arbejdsmarkedet.

På samme måde som Island inspirerede Frankrig, kan Danmark ligeledes inspirere andre lande. Og vi bør sigte efter at være rollemodeller for lige muligheder og rettigheder for alle.

De seneste mange år er debatten og arbejdet for ligeløn strandet i scenarier om, at det er kvinders forhandlingsevner, der er årsagen til den fortsatte uligeløn. Men det er en ansvarsfralæggelse at give kvinderne skylden for, at vi stadig ikke har ligeløn for lige arbejde. Ligelønsloven foreskriver at medarbejdere skal have lige løn for lige arbejde. Loven hedder jo ikke ”Lige løn for lige forhandlingsevne” og i øvrigt er der ikke noget belæg for at tro, at kvinder ikke forhandler lige så godt som mænd.

Ligelønsloven foreskriver at medarbejdere skal have lige løn for lige arbejde. Loven hedder jo ikke ”Lige løn for lige forhandlingsevne”

Forskere fra Harvard Business School har kigget nærmere på lønforhandlinger og peger på to elementer, der har indflydelse, når kvinder forhandler løn. Hvis der er en gennemsigtighed omkring lønniveauet på arbejdspladsen medfører det, at kvinder forhandler deres løn til samme niveau som mænd. Derudover viser forskningen, at chefens forventninger til de kvindelige og mandlige medarbejdere bliver påvirket af egne præferencer og adfærd, når den årlige pulje af penge fordeles. Kombinationen af ovenstående gør altså, ifølge forskerne, at selvom forhandlingsevnerne er lige gode for mænd og kvinder så belønnes kvinderne i mindre grad for indsatsen.

Når vi gerne vil gøre det bedre, skal vi altså sikre størst mulig transparens og her har vi brug for statistikkerne, til at støtte os op af som enkeltpersoner og som organisationer. Dernæst handler det om at trække subjektiviteten ud af lønforhandlingen. Medarbejderne skal vurderes på baggrund af deres kompetencer og de resultater de skaber igennem hele året, og ikke på baggrund af 20 minutters lønforhandling.

Aktionerne med frigivelse af tid til kvinderne på grund af manglen på ligeløn er underholdende og vigtige markeringer af en alvorlig problemstilling, som vi må erkende, at vi stadig mangler at få løst.

  • Claus Wøbbe

    Marianne, du omtaler den “kønsbestemte mangel på ligeløn” – og erkender straks efter, at den mestendels skyldes det “kønsopdelte arbejdsmarked”, hvor nogle stillinger altså har tendens til at tiltrække flere kvinder end mænd. Dermed debunker du selv din egen påstand om årsagssammenhæng mellem køn og løn. Den lavere løn skyldes IKKE medarbejderens køn, men derimod medarbejderens valg af job.

    Hele præmissen for diskussionen om påstået manglende ligeløn er altså forkert!

    Korrigeret for dette fænomen resterer dog stadig 4-7% forskel – hvor man altså må antage, at man her sammenligner helt ens jobsituationer, hvor eneste forskel er køn. Kvinder med samme profil som mænd skulle altså alene fordi de er kvinder få en løn, der er 4-7% lavere end mændene.

    Det kan da godt være at dette skyldes, at kvinder er dårligere end mænd til at forhandle løn? Men det ville vel blot underbygge en tanke om, at der er netop er en forskel ved at ansætte en kvinde frem for en mand! Hvis stillingen kræver forhandlingsevne, bør man altså vælge en mand fremfor en kvinde?

    Forskellen på de 4-7% kunne jo også skyldes det forhold, at de kvinder, der “trækker ned” i statistikken, har en anden baggrund, og dermed en anden profil, end de mænd, der sammenlignes med.

    • Hans Henrik Hansen

      “Hele præmissen for diskussionen om påstået manglende ligeløn er altså forkert!” – korrekt: Ligeløn må betyde ens honorering af SAMME arbejdsindsats/-resultat, opgjort kvalitativt såvel som kvantitativt!