Velkommen tilbage til fortiden

“Den klare besked til virksomhederne er, at det her skal rykke. Vores tålmodighed er ved at være brugt op. Jeg regner med, at der vil komme flere kvinder på de ledende poster i løbet af en kort årrække”.

Citatet stammer fra Eva Kjer Hansen, da hun i 2007, efter 3 år som ligestillingsminister, måtte konstatere at det gik for langsomt med ligestillingen på centrale områder som ligeløn, og kønsbalance i ledelseslagene. Det ledte til et Ligestillingscharter, som ”virksomheder skal kunne underskrive og forpligte sig på, at de gør noget for ligestillingen… Det handler om andelen af kvinder i ledelsen og bestyrelserne og om ligeløn mellem mænd og kvinder”.

Her 11 år senere, da hun tiltræder stillingen igen, undrer Eva Kjer Hansen sig over, at vi ikke er kommet meget videre. Og udtaler i Politiken den 22. juni 2018:

»Det er simpelthen så irriterende«, at der ikke er sket noget som helst på mange områder. Ligestillingsministeren må konstatere en minimal udvikling i ligestillingen de sidste 11 år.

Velkommen tilbage til ligestillingsministeren. Tilbage til fortiden.

Ministerens vilje til at gøre noget ved de manglende fremskridt hørte jeg desværre ikke tydeligt udtrykt, da Eva Kjer Hansen talte på Womenomics-konferencen i Tivoli for en måned siden. Hun kom umiddelbart efter, at den norske ligestillingsminister havde fremlagt Norges strategi og planer for at skabe forbedringer på området. Og forskellen var slående; Den norske minister talte om at bruge alle de greb, der skal til i alle dele af samfundet og på alle niveauer. Eva Kjer Hansen talte primært om, hvad kvinderne skal gøre anderledes.

Det, der virkelig er brug for, er, at vi oplever, at ministeren for ligestilling i landet ikke alene anerkender problemstillingerne, men også har visioner, og en klar strategi, med langsigtede mål. Som er klar over at magt forpligter til handling

Kvinder skal melde sig ind i netværk, kvinder skal “let go” på flere måneder af barselsperioden og lade være med at tro barslen er deres, kvinderne skal vælge andre typer af uddannelser. Tre forslag som rummer potentialer og perspektiver, men som desværre først og fremmest fremstår ensidige og unuancerede, når de står alene. Og særligt når de kommer fra en minister, der har så mange andre kort på hånden, hun kan spille.

Måske var det for at motivere og rådgive forsamlingen af primært kvinder. Men det, der virkelig er brug for, er, at vi oplever, at ministeren for ligestilling i landet ikke alene anerkender problemstillingerne, men også har visioner, og en klar strategi, med langsigtede mål. Som er klar over at magt forpligter til handling. Hvis ikke en ligestillingsminister skal lave overordnede strukturelle, systematiske, strategiske retningslinjer, hvem så?

Og nej, jeg tænker ikke på kvoter. Kvoter er bare ét middel. Der findes så uendeligt mange andre måder at skabe forandringer. Men grundlaget for at skabe succesfulde forandringer er helhedstænkning, og det sker bedst og mest effektivt, hvis det sker i en dynamik af både et top-down og bottom-up. Og ud i alle strukturer og systemer.

Jeg kan som privatperson opfordre de kvinder, jeg møder på min vej, til at deltage i netværk, og at dele forældreorloven med deres mænd. Opfordre kvinder til at læse Katja Iversens bog ”Kvinde kend dit netværk”, som ministeren citerede fra.

En ligestillingsminister kan følge op på lovgivningen for ligeløn. Følge op på loven om måltal. Stille krav, sørge for vejledning, og ikke mindst sørge for, at det har konsekvenser, hvis ikke man følger loven. Sikre at finanslovsforslag og andre lovforslag ikke har en kønnet slagside, og tilgodeser det ene køn frem for det andet. Eksempelvis rammer kontanthjælpsloftet i højere grad kvinder og top-skattelettelser kommer i højere grad mænd til gode. En minister kan sikre midler til forskning og videndeling inden for sit område. Sikre oplysning og undervisning. Vise, at man fra toppen af vores samfund tager ligestilling alvorligt og vil gøre noget for at skabe forandringer.

 

England, Frankrig og Island rykker på ligelønnen

Eksempelvis vedtog England for et år siden, at alle virksomheder på 250 ansatte og derover skal offentliggøre deres løn-gab. Alle tallene er samlet i offentlig database. Initiativet har skabt en bølge af initiativer for at lukke de kønsmæssige løn-gab. Og i Frankrig fremlagde regeringen i marts et forslag om en lov, som vil give virksomheder tre år til at lukke deres løn-gab inden de ellers straffes med bøder. Island har en ambition om, at implementere ligeløn inden 2022.

Politiken rapporterer, at ”ifølge SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd red.) vil der i Danmark gå 110 år før kvindernes lønefterslæb er væk, hvis udviklingen fortsætter i samme tempo som nu.”

Og den langsommelighed kendetegner flere centrale ligestillingsproblematikker.

Ifølge Berlingske Business har 835 af de 1595 virksomheder, der er omfattet af loven om måltal, ikke en eneste kvinde i bestyrelsen,

Ligestillingsministeren siger, at hun vil dialog. Det er altid godt. Men det er de færreste samfundsmæssige og organisatoriske forandringer, der er sket alene igennem dialog og oplysning.

 

I skyer af røg og bjerge af usorteret affald

For nylig fik jeg en udførlig A4-størrelse-folder ind ad døren. Der står beskrevet i mindste detalje, hvordan jeg sorterer mit affald korrekt, og hvad der så ellers sker med mit affald, efter det bliver hentet af renovationsfolkene. Det er super godt med oplysning. Men jeg er desværre ret sikker på, at hvis ikke vi havde forskellige skraldespande og genbrugsstationer. Hvis ikke vi havde pantsystemer og stillede flaske-automater op så var vi aldrig nået, så langt som vi trods alt er med genbrug og affaldssortering.

Man skal have systemer og strukturer, der bakker op omkring, de forandringer man vil skabe.

Og dét kræver for det meste mod og vilje at gennemføre. Faktisk sker der ifølge professor i politologisk kønsforskning på AAU Anette Borchorst ikke noget, så længe det bliver ved snakken, når ” både drivkraften, handlingen og ressourcerne mangler”.

Hvis vi kun havde snakket om rygningens skadelige virkninger, men ikke indført forbud, så sad vi stadig i røgskyer på barer og cafeer.

Indimellem kan man så også “nudge” sig til forandringerne. Bare lige give et lille puf i den rigtige retning. Som når man fandt ud af, at det smarteste var, at vi først skal tage vores kort i kontantautomaten, og dernæst får penge. For ellers så glemmer vi kortet når først vi har fået pengene, uanset hvor mange kampagner, der har været for at få os til at huske kortet.

Lad os tage dialogen omkring, hvordan vi bruger hele paletten af muligheder for interventioner og handling for at skabe de forandringer, der er nødvendige.

Som når vi skaber bedre kønsbalancer alene ved at kræve, at search-firmaer stiller med kandidater af begge køn til lederpositioner. Ved at ændre ordvalg i jobannoncer. Eller skubber på ligelønnen ved at kræve offentliggørelse af virksomheders lønstatistik på sammenlignelige niveauer, renset for variabler.

Lad os tage dialogen omkring, hvordan vi bruger hele paletten af muligheder for interventioner og handling for at skabe de forandringer, der er nødvendige. Så vi ikke om 11 år igen skal kigge tilbage og se, at vi igen har stået helt stille.

 

Regeringsmagter som rollemodeller

Lad os vise alle børn og unge i Danmark, at vi har en regering, der, uanset partifarver, værner om, viderefører og løfter ligestilling. Og selv som institution går forrest og er en god rollemodel.

Lad os blive inspireret af det legendariske pressemøde 4. november 2015, da Justin Trudeau tiltrådte som nyvalgt premiereminister for Canada og præsenterede sit kabinet. På spørgsmålet om hvorfor det havde været vigtigt for ham at have en 50/50 kønsbalanceret sammensætning i kabinettet lød svaret, ”Because it is 2015”. Det befriende, ikoniske svar løb igennem de sociale mediers globale netværk og nyhedsmedier i en begejstret strøm. Det er tre år siden.

Frankrig med Emmanuel Macron i spidsen, hvis regering tæller 10 kvindelige ministre ud af 19.

Den spanske premierminister Pédro Sanchez, som netop i starten af denne måned præsenterede sin regering med et historisk højt antal kvindelige ministre (60 %), og hvor de helt tunge områder, såsom finansministeriet, økonomiministeriet, justitsministeriet og forsvarsministeriet, ledes nu af kvinder.

Derfor virker det også ekstra forstemmende, når regeringen i Danmark for nyligt udfylder de 19 nøglepositioner i folketingsudvalgene alene med mænd. Og efterfølgende udfylder regeringens 22 rådgivende nøglepositioner udelukkende med mænd. Når regeringen bevidst vælger 41 mænd og ingen kvinder til 41 strategisk vigtige positioner i styringen af vores land, så sætter det et eksempel, der taler meget højere end den dialog, vi kan føre om, hvordan vi får bedre kønsbalancer på alle niveauer i vores samfund.

Vi bør spørge os selv, hvordan det var blevet taget imod, hvis en kvindelig statsminister havde udnævnt 41 kvinder og ingen mænd til de her strategisk vigtige positioner.

Det virker jo, sammenlignet med eksemplerne fra Canada, Frankrig og Spanien, som en total anakronisme.

Vi bør spørge os selv, hvordan det var blevet taget imod, hvis en kvindelig statsminister havde udnævnt 41 kvinder og ingen mænd til de her strategisk vigtige positioner.

Det er almindeligt kendt, at forandringer sker hurtigere, hvis topledelsen i organisationer går forrest og er gode rollemodeller.

Jeg undrer mig over, hvorfor den nuværende regering vælger at stille sig bagerst. Vi ved jo, og ligestillingsministeren fremførte det selv allerede i 2005, at ligestilling er godt for velfærd og organisationers præstationsevne. Det er godt for sundhed og et harmonisk familieliv. Det er en del af vores værdi-kanon. Fundamentet for vores velfærd. Det er ikke viden, vi mangler. Men strategisk lederskab, struktureret og helhedsorienteret mod og handlekraft. Det er ikke, fordi det er svært. Det kræver bare, at vi gør noget. Noget af det, vi ved, der skal til, og også noget modigt og fremsynet, som ingen måske har prøvet før.

Kære Eva Kjer Hansen, jeg håber du vil bruge din utålmodighed, dit engagement og commitment til at lede i en retning, så vi snart kan ankomme til nutiden og måske endda komme tilbage til fremtiden som foregangsland for ligestilling. Vi hepper på dig.

Jeg ønsker alle en god sommer 🙂

 

5 responses to “Velkommen tilbage til fortiden

  1. Mænd er villige til at arbejde 80 timer om ugen.
    Mænd er villige til at udføre farlige erhverv.
    Mænd er parate til at flytte for et job.
    Mænd arbejder ofte med ‘ting’, som er nemmere at skalere.
    Mænd er mere konfliktsøgende i lønforhandlinger.

    Hvorfor har politikere en tendens til at tro at job markedet, drejer sig om magt, og som deraf afstedkommer undertrykkelse af det andet køn.

    Jobmarkedet er (bør være) individets kompetencer uanset køn, farve etc.

    ….kvinders valg er tildels påvirket af hensyn til familie og børn…..hvilket er det mest fornuftige her i livet, man kan tage ansvar for!
    Hvad er alternativet,….et samfund uden børn?

    At regulere, styre og lovgive inden for det felt…..ligner mere starten af et totalitært styre.

  2. Hvorfor er det kun de høje stillinger man snakker ligestilling om, alle de områder der er domineret af kvinder hører man ikke et ord om at der skal flere mænd ind, endsige laves kvoter, det vil jo i så fald betyde at der er kvinder der skulle fyres, kvinder vil ikke arbejde på lige fod med mænd, får man de ikke deres vilje trækker de sexchikane kortet, det virker hvergang

  3. Vi har ligestilling i DK!

    kom nu videre for dælan da og glem resultatlighed – det er så ligegyldigt en debat

    Hilsen Ole

    1. Kære Ole

      Mon ikke begge køn skal høres for at nå til den konklusion?

      Selvfølgelig har vi da ikke ligestilling. Hvor meget barsel tog du?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *